Vores historie

1930'erne

SILHORKO blev grundlagt i 1936, da tre jyske mejerimaskinfabrikker besluttede at danne et fælles vandrensningsfirma i stedet for at have hver sin vandrensningsafdeling. Navnet SILHORKO fremkom af navnene på de byer, hvori de tre virksomheder, som grundlagde SILHORKO, var beliggende; SILkeborg – HORsens – KOlding. Th. Nansen Scherfig fra Mejeriernes Maskinfabrik i Kolding blev valgt til direktør.

Oprindeligt startede firmaet beskedent ud i en lejlighed i Århus, og man satsede på kunder som små vandværker, landbrugsejendomme og betjeningsvaskerier. Allerede det første år opnåede firmaet eneretsforhandling på et afsyringsmateriale, Magno, hvilket man har anvendt lige siden. Samtidig udviklede Th. Nansen Scherfig sit filteranlæg, NS-anlægget, som ikke har været til at efterligne siden.

1940'erne

I begyndelsen af 2. verdenskrig flyttede SILHORKO til en villa i Åbyhøj. Bilparken bestod på det tidspunkt blot af én servicebil – en gammeldags Chevrolet med gasgenerator. Den kom dog alligevel vidt omkring og leverede til vandværker spredt over hele Jylland. Efter en lidt sløj periode lysnede det efter krigen, hvilket blev markeret med annoncering i Jyllandsposten i maj 1945. Inspireret af en Storm P. lignende reklame blev der annonceret om virksomhedens kompetencer lige fra den første vandanalyse og rådgivning til installation af et færdigt vandbehandlingsanlæg.

1960'erne

I 1960 flyttede samtlige 16 medarbejdere til Stilling ved Skanderborg, hvor der var opført nye kontorer, en regenerationsstation og en montagehal. Det stort anlagte byggeri på 830 m² var nu rustet til den industrielle udvikling. I 1963 fik Th. Nansen Scherfig kontakt til Water Refining i Ohio, USA, som ønskede at komme ind på det europæiske marked. SILHORKO dannede derfor eksportfirmaet EUROWATER med halv amerikansk og halv dansk kapital, hvilket muliggjorde en automatisering af blødgøringsanlæg. Automatiseringen banede vejen for en ekspansion til Helsinge på Nordsjælland, fordi salget af blødgøringsanlæg til vaskerier steg enormt. EUROWATER blev endvidere udvidet sydpå til Mannheim og Hamburg i Tyskland.

1970

Med oliekrisen i starten af 1970’erne fulgte en økonomisk afmatning, men vi kunne alligevel præsentere et automatisk demineraliseringsanlæg, som specielt fik betydning for eksportmarkederne. I midten af 70’erne opkøbte virksomheden de amerikanske aktier i EUROWATER, så eksportfirmaet blev 100% danskejet. Samtidig blev der udvidet med egne EUROWATER afdelinger i Sverige og Belgien.

1980'erne

SILHORKO opnåede i 80’erne en stabil position på eksportmarkederne, og cirka 75% af produktionen forlod Danmark gennem direkte eller indirekte eksport. Samtidig blev anlægsmodulerne større og alle udstyret med fuldelektroniske styringsenheder. Ved 50-års jubilæet i 1986 lancerede vi et anlæg baseret på omvendt osmose. Samme år blev SILHORKO og EUROWATER lagt sammen til én virksomhed – Silhorko-Eurowater A/S. I 1988 blev datterselskabet i Tyskland udvidet med en afdeling i Augsburg, og den svenske afdeling etablerede samme år endnu en afdeling.

1990'erne

90’erne stod i udvidelsens tegn, og umiddelbart efter genforeningen blev der åbnet endnu en afdeling i Tyskland. I begyndelsen af 90’erne blev der også udvidet til Østeuropa med etablering i Tjekkoslovakiet, og efter delingen af landet i 1993 blev der oprettet en afdeling både i Tjekkiet og Slovakiet. I 1992 blev der dannet et datterselskab i Østrig og året efter et i Polen. Efterfølgende indgik EUROWATER et 50% partnerskab med et firma i Gdansk, og i 1996 blev der oprettet endnu en afdeling i Tyskland. Silhorko-Eurowater A/S overtog i samme periode fabrikken Botax Eurotank Aps, der producerer filtertanke. Fabrikken ligger i Harlev lidt uden for Århus. Endelig etablerede gruppen et datterselskab i Holland i 1998.

2000

Botax Eurotank ApS blev i 2000 omdøbt til det nuværende Eurotank A/S og blev samtidig omdannet til et aktieselskab med Silhorko-Eurowater A/S som 100% ejer.

2003

Indtil 2003 havde familien Scherfig været ene-ejer af Silhorko-Eurowater A/S. Men i 2003 blev ejerskabet fordelt mellem Erik Nansen Scherfig, Harry Viiala, Kurt Hufnagl og Torben Buhl. Erik Nansen Scherfig er tidl. ejer og adm. direktør i Silhorko-Eurowater A/S, mens Harry Viiala er ejer og adm. direktør i det finske selskab HyXo Oy, der er forhandler for EUROWATER i Finland. Den daglige ledelse varetages af Kurt Hufnagl og Torben Buhl. I 2003 startede også salget af nanofiltreringsanlæg.

2005

I 2005 fortsatte udvidelsen af eksportmarkederne, og der blev etableret datterselskaber i både Norge og Frankrig. Samtidig blev EDI-anlægget lanceret, hvilket ligesom nanofiltreringsanlægget blev meget positivt modtaget på eksportmarkederne.

2007

Salget af vandbehandlingsanlæg var rekordstort i 2007. Gruppens samlede salg nåede 284 millioner kroner, hvilket var næsten 15% højere end året før. Den gode udvikling og positive trend er fremherskende - ikke blot i alle EUROWATERs afdelinger, men også hos mange af vores EUROWATER forhandlere. I kølvandet på salgssuccesen har vi opbygget en større produktionskapacitet på fabrikken i Stilling, hvilket har været nødvendigt for til stadighed at kunne tilbyde vores kunder korte og pålidelige leveringstider. I midten af 2007 blev der etableret endnu et datterselskab – denne gang i Ungarn. I slutningen af 2007 blev vi certificeret til salg af vandbehandlingsanlæg til kedelvandsinstallationer i Hviderusland.

2008

Teknologier såvel som kundebehov ændrer sig. Som et led i en konstant produktudvikling og fornyelse er vi i gang med at introducere en ny specialdesignet serie af fleksible styresystemer med indbygget betjeningspanel og programmerbar logisk styreenhed (PLC) til understøtning af vores brede produktprogram.

I EUROWATER regi arbejdes der for tiden på etablering af et datterselskab i Ukraine. Salgs- og servicekontoret planlægges at blive etableret i hovedstaden Kiev.

2011

SILHORKO kunne i 2011 fejre 75-års jubilæum.

2014

I 2014 har vi forsat udvidelsen af eksportmarkederne. Vi har således åbnet to nye salgs- og servicekontorer: et i Hudiksvall i Sverige og et i Gdansk i Polen.

Silhorko-Eurowater A/S beskæftiger i dag 340 ansatte, heraf halvdelen i Danmark og den resterende halvdel fordeler sig på vores 23 EUROWATER salgs- og servicekontorer rundt om i Europa.

 

 

 

 

Læs også

 

Links