Case

Vandbehandling til produktion af isterninger

Plusice er producent af isterninger. Isterningerne sælges til større detailkæder, festivaler, events, cocktailbarer, restaurationer m.m. På en travl dag produceres der mere end 30 tons isterninger. Eneste ingrediens er vand - masser af vand! Og det skal være rent - virkelig rent.

Vandet leveres af det lokale vandværk. Selv en god drikkevandskvalitet er dog utilstrækkelig som råvare til en professionel produktion af isterninger. Vandet skal være helt fri for salte, partikler og bobler. Det er nemlig vigtigt, at isterningerne er af høj kvalitet, glasklare og rene at kigge på og lette at skille ad.

Plusice specialiseret sig i håndlavede isterninger med et krystalklart udtryk. Isterningerne sælges blandt andet til eksklusive barer, restauranter og hoteller. (Foto: Christian Steffensen © SILHORKO)

Vandbehandlingsløsningen

SILHORKO har mange års erfaring med vandbehandling til fremstilling af ”special”-is – både til ishockey, kunstskøjteløb, curling og sågar hurtigløb på skøjter. Et værdifuldt rådgivningsforløb sammen med kunden resulterede i valget af vandbehandlingsløsning, der er nøje afstemt det anvendte maskineri og de komplicerede driftsforhold, hvor der er meget varierende vandbehov.

Drikkevandets indhold af salte reduceres med 98 % i et membrananlæg, nærmere bestemt et omvendt osmose-anlæg. Herudover fungerer anlægget som en mikrobiologisk barriere, da mikroorganismer ikke kan passere membranerne.

Men før vandet kan nå så langt, er korrekt forbehandling af tilgangsvandet en absolut betingelse for vedvarende, problemfri drift. Et blødgøringsanlæg fjerner kalken i drikkevandet, som ellers vil udfælde og tilstoppe membranerne. Membranen kan heller ikke tåle frit klor, hvilke kan fjernes med et aktivt kulfilter. Det har dog ikke været på tale i dette tilfælde, da drikkevand i Danmark ikke indeholder klor.

Det behandlede vand opsamles i en tank og en efterfølgende pumpeenhed sørger for at levere vandet til produktionen med et tilstrækkeligt vandtryk.

Omvendt osmoseanlæg i et design med fokus på fødevaresikkerhed. (Foto: Christian Steffensen © SILHORKO) 

Problemfri produktion

Foruden levering af de nævnte anlæg, bestod leveringsomfanget af opstart og indkøring.


“Det hele kører virkelig stabilt, det hele starter, stopper og leverer den rigtige vandkvalitet. Det er meget imponerende at se det hele i drift og fuldstændig, som vi har snakket om.”

- Lars Anton Christensen, adm. direktør i Plusice


 

Plusice har yderligere sikret sig bedst muligt mod eventuelle driftsstop som følge af defekt på sliddele, bevægelige dele og andre strategiske dele og komponenter. Parterne har indgået en serviceaftale, der indeholder et årligt serviceeftersyn inklusiv forebyggende vedligeholdelse.

Fra venstre: Tommy Christensen, medejer af Plusice og Lars Anton Christensen, medejer og til dagligt adm. direktør i Plusice. (Foto: Christian Steffensen © Silhorko-Eurowater A/S) 

Høj fødevaresikkerhed

Vandbehandlingsanlægget er udført i fødevaregodkendte materialer. Sikring af høj hygiejne tages meget alvorligt i en fødevareproduktion af isterninger. Den internationale standard ISO 22000 for fødevaresikkerhed følges nøje og kontrolleres årligt af Bureau Veritas.

I Fødevarestyrelsens kontrolrapport kan Plusice fremvise den såkaldte Elite-smiley, som gives til virksomheder med fire glade smileys i træk og nul sanktioner 12 måneder tilbage.

Mere vand

Plusice er i en positiv udvikling med nye tiltag, flere typer af isprodukter, og i større mængder. Det betyder naturligvis et større behov for rent vand, og et ekstra vandbehandlingsanlæg er allerede bestilt.

Løsningen indeholder de samme vandbehandlingsteknologier som første leverance. Der er blot tale om anlæg med større ydelser og kapacitet. Produktionen hos SILHORKO går snart i gang, så anlægget kan blive leveret og installeret inden det igen er højsæson for isterninger i vores drinks.

Isskulptur leveret af Plusice. Bagved står fire glade medarbejdere fra SILHORKO i forbindelse med fejringen af deres 25-års-jubilæum. (Foto: Christian Steffensen © Silhorko-Eurowater A/S) 

Fakta


Om Plusice

Plusice er en af de førende producenter af is i Danmark. De har specialiseret sig i isterninger, knust is, tøris, isskulpturer og håndlavet is til high-end kunder. Virksomheden blev etableret i 2008 og er en familieejet virksomhed.

Vandbehandlingsanlæg

  • Blødgøringsanlæg type SM42-F
  • Omvendt osmoseanlæg type RO B2-10 SE30
  • 2100 L opsamlingstank og pumpeenhed
  • CIP renseenhed til RO-anlægget
keyboard_arrow_up